Positiv tænkning for let øvede

Af Red.

Jeg sidder med dagens avis — en temmelig nedslående oplevelse: forsiden har fire store overskrifter, og de er alle sammen negativt formuleret eller dækker over negative hændelser. Desværre er det ikke noget enkeltstående tilfælde. Nyhedsmedierne er sprængfyldt med negative budskaber, og undersøgelser viser, at 90 procent af alle de informationer, vi modtager, er negative. Det kan ikke undgå at påvirke os. Når vi dagligt hører om bandekrige og brutale overfald, begynder vi at blive mistroiske og tør knapt nok færdes på gaden, og slet ikke efter mørkets frembrud. Vi begynder ubevidst at tro, at mennesker, vi møder, er ude efter os, og at vi ikke kan stole på nogen.

Forskere har fundet ud af, at fra vi bliver født til vi er tolv år, hører vi 17 ‘nej’er’ for hver gang, vi hører ét ‘ja’. Vi registrerer negative oplevelser 11 gange lettere end positive oplevelser, og vi husker det, der er gået dårligt, 11 gange længere end det, der er gået godt. Fordi vi er blevet opdraget til alt fokusere på folks fejl og fejltagelser i stedet for at fokusere på deres kvaliteter.

Hjernen er blevet overmøbleret med negative indtryk gennem hele livet, og det første skridt på vejen til at ændre det, er at blive klar over det.

Alle mennesker ser ikke optimistisk eller pessimistisk på den samme ting. Vi ser ikke optimistisk eller pessimistisk på den samme situation. Det er med andre ord ikke tingene eller situationerne i sig selv, der er afgørende for, om vi ser positivt eller negativt på dem. Hvis det var sådan, ville alle mennesker reagere ens på de samme omstændigheder. Men vi reagerer forskelligt.

Du synes for eksempel, at regnvejr er pragtfuldt, for så går din græsplæne ikke ud, og du er oven i købet fri for at vande den selv. Din nabo hader regnvejr! Ikke nok med, at han selv bliver våd, det gør hans græsplæne også. Og så bliver han nødt til at slå den en ekstra gang, og han kan ikke fordrage at slå græs!

Det er den samme omstændighed, der er tale om: regnvejr. Men den opleves forskelligt fra person til person, fordi det er dine tanker, der skaber din virkelighed — ikke omvendt!

Alt, hvad du oplever i denne verden, er resultatet af dit fokus. Du ser ikke verden, som den er. Du ser den, som du får banket ind i hovedet, at den er, og som du til sidst bilder dig ind, at den er.

Hvis du dag ud og dag ind får at vide, at verden er rød eller orange, kan det være svært at få øje på, at den også kan være grøn. Hvis du hele tiden bliver belært om, at livet er en jammerdal fyldt med elendighed, blod, død, overfald og miljøkatastrofer, som du kan læse det hver dag i avisen, ender det med at blive en vane at tænke negativt.

Men uanset hvilken situation, du befinder dig i, kan du ændre den ved at ændre dit fokus. En filminstruktør kan forvandle en scene totalt og opnå nøjagtig den virkning, han vil, ved at ændre på kameravinkler, belysning og lyd. Du kan lære at kontrollere din tankegang og dermed din virkelighed på samme måde. Du lever i den verden, du selv vælger at leve i, og du bestemmer selv, om regnvejret er værd at brokke sig over eller ej.

Hvis du brækker benet, og du meget mod din vilje må blive hjemme fra fodbold, så fryd dig over, at du kan få indhentet alt det, du er bagud med at læse. Selv om du for tredje måned i træk for besked fra banken om, at din konto er overtrukket, kan du betragte det som en udfordring at få overtrækket under kontrol. Og hvis naboen er stukket af med din kone, behøver din verden ikke at styrte i grus af den grund. Du kan overbevise dig selv om, at det bliver en smal sag at finde en anden at forelske sig i.

Kort sagt, hvis du vænner dig til at koncentrere dig om fordelen ved situationen, lukker du samtidig luften ud af dine problemer. Problemer er ikke problemer, hvis du ikke tænker på dem som problemer.

Begynd her.

Se også:

Skriv en kommentar

Get Adobe Flash playerPlugin by wpburn.com wordpress themes