For sent på den

Af Red.

Foto: livepine

Der er nogle mennesker, der aldrig kommer til tiden, uanset hvor vigtigt det er. De styrter ud ad døren, og alligevel kommer de altid mindst ti minutter for sent. Men selv om de også altid har en god undskyldning, er det som regel bare en dårlig vane. Jeg taler af erfaring.

Måden at komme ud af vanen på er at veje fordelene ved at komme til tiden op imod ulemperne. Det er smal sag, for der er meget få fordele. Du stresser dig selv og irriterer en masse mennesker ved altid at komme for sent, og du skal bruge ydmygende minutter på at undskylde hver gang. Du skaber dig et dårligt ry, og dine omgivelser får en fornemmelse af, at de ikke kan stole på dig. Det påvirker både dine sociale relationer og undergraver dit selvværd at komme for sent.

Spørg dig selv, hvorfor du kommer for sent:

  • Hvis du er dårlig til at bedømme, hvor lang tid, tingene tager, må du tage dig selv i nakken. Hver gang du skal foretage dig noget, skriver du ned, hvor lang tid du tror, det vil tage. Når du har gjort, hvad du skulle, skriver du ned, hvor lang tid du faktisk brugte. Efter en uge er du blevet klogere på dig selv og meget bedre til at komme til tiden.
  • Hvis det er fordi du har svært ved at sige nej til andre, der beder dig om noget, så det ender med, at du kommer for sent, må du lære at sige nej.
  • Endelig er der det kan jeg godt lige nå-syndromet. Masser af mennesker prøver at undgå spildtid ved at klemme en ekstra opgave ind. Det er den sikre måde at komme for sent på. Lad være med det. Når du har travlt, tager det altid længere tid, end du tror. Se at komme af sted i stedet for.

I de tre nævnte tilfælde er der tale om ‘tekniske forhindringer’, som er forholdsvis nemme at have med at gøre. Det er straks vanskeligere, hvis du hører til dem, der konsekvent kommer præcis 10 minutter for sent, fordi de mere eller mindre bevidst har valgt det. Så er det psykologisk betinget. Du skal lige markere, at du ikke kan kommanderes med (forsinket barndomsoprør?), eller du hører til dem, der har brug for et adrenalinsus for at holde dig i gang.

Men den mest almindelige årsag til at komme for sent er frygten for at spilde tiden. Tænk, hvis man kom for tidligt og ikke havde noget at tage sig til, mens man ventede! Rastløshed er et produkt af det effektive samfund, de fleste af os er en del af. Kurér rastløsheden ved at sørge for at have noget med, der kræver din fulde opmærksomhed. Tving dig selv til at møde op 10-15 minutter for tidligt og brug ventetiden på at koncentrere dig om læse i en roman, skrive noter eller meditere. Mere om det i morgen.

Se også:

1 kommentar til “For sent på den”

  1. slipforstress.dk » Blog Archive » Ugerevy skriver:

    [...] For sent på den Du stresser dig selv og irriterer en masse mennesker ved altid at komme for sent, og du skal bruge [...]

Skriv en kommentar

Get Adobe Flash playerPlugin by wpburn.com wordpress themes