Sig det højt – når ingen hører det
Din bevidsthed og din underbevidsthed har det med hinanden som chefen og sekretæren: chefen tager beslutningerne, og sekretæren gør nøjagtig, hvad han får besked på uden at blande sig i, om det nu også er en god idé. Underbevidstheden tager ikke stilling til noget og retter sig blindt efter bevidstheden. Den registrerer alt, hvad den hører, og glemmer aldrig, så det er ikke ligegyldigt, hvad den får at vide. Men da det er dig, der har kontrollen over din bevidsthed, er det op til dig at fortælle underbevidstheden, hvad den skal gøre, for at du kan nå de mål, du sætter dig.
En bekræftelse er en positiv sætning, som du gentager for dig selv. Hvis du gentager noget tilstrækkelig mange gange, vil underbevidstheden til sidst acceptere det. På den måde kan du programmere dig selv.
Den mest fortærskede bekræftelse af alle lyder: ’Hver dag og på alle måder får jeg det bedre og bedre.’ Den springer vi over, for ingen får det bedre uden selv at gøre noget. Du stikker dig selv blår i øjnene, hvis du tror, at diffuse besværgelser kan erstatte handling. Men lige som visualisering kan bekræftelser inspirere dig til at komme i gang med dine projekter og holde dig dine mål for øje.
En bekræftelse skal være personlig, den skal være positiv, og den skal være i nutid. Eksempelvis:
- Jeg er fuldstændig røgfri.
- Jeg har den ideelle vægt i forhold til min alder og højde.
- Jeg er god til at tage beslutninger.
I virkeligheden ryger du måske syvogtyve cigaretter om dagen, du vejer mindst ti kilo for meget, og du kan aldrig bestemme dig for, om napoleonskagen skal være med eller uden krymmel.
Lige som med visualisering er der tale om selvbedrag, men i en god sags tjeneste.
’Jeg’ er det mest intime og pågående ord, du råder over, og det gør underbevidstheden modtagelig for det, der følger efter. Med ’jeg’ som adgangsnøgle kan du bilde underbevidstheden hvad som helst ind, og den vil begynde at arbejde på budskabet, så snart det er trængt ind.
Sig din positive ’jeg’-sætning fem gange hver morgen, når du står op, fem gange hver aften inden du går i seng, og så tit du kan komme til det i løbet af dagen. Efter et par uger er sætningen kodet ind i underbevidstheden, og du vil allerede være godt på vej til at gøre bekræftelsen til virkelighed.
Bekræftelser skal siges højt og med overbevisning, så sørg for at være i enrum!
-
BILLIGE TRICKS
- Se dig i spejlet og smil til dig selv, når du siger dine bekræftelser.
- Forestil dig, hvordan du vil have det, når bekræftelsen er blevet til virkelighed.
- Brug dine bekræftelser hver gang, du føler dig usikker på dig selv.

onsdag, 5. august 2009 kl. 21:57
“Hver dag og på alle måder får jeg det bedre og bedre” har hidtil været den store stopklods for mig.
Jeg har færdedes en del i alternative kredse, og der var den – alt fald dengang – nærmest trylleformularen over alle trylleformularer. Jeg kunne simpelthen ikke tage den alvorligt og tog som følge deraf afstand fra bekræftelser i det hele taget.
Nu vil jeg forsøge med din effektive udgave. Tænk, hvis den virker! Men det skal jeg vel bare starte med at fortælle mig selv, at den gør …
onsdag, 5. august 2009 kl. 22:01
Det tror jeg ville være en rigtig god idé :-)
lørdag, 8. august 2009 kl. 09:06
[...] Sig det højt — når ingen hører det En bekræftelse er en positiv sætning, som du gentager for dig selv. Hvis du gentager noget [...]
lørdag, 8. august 2009 kl. 09:50
Hej Uffe!
Det er ikke så meget det, man siger, men i ligeså høj grad den følelse, man får når man siger det, man siger.
“Hver dag og på alle måder får jeg det bedre og bedre”, fejler intet. Men hvis man siger det med ligegyldighed og følelsen af at det blot er en fortærsket floskel, ja så er det klart, at det bliver den så!
Alle “guruerne” er enige om, at den store udfordring, og der hvor bekræftelser virkelig kan gøre en forskel er, hvis/når man kan begynde at “føle” at det, man siger, er rigtigt..
Mvh
Claus :-D
lørdag, 8. august 2009 kl. 13:51
Hej Claus! Jeg vil ikke afvise, at nogen kan have glæde af den generelle bekræftelse om at få det bedre og bedre for hver dag, og måske er det fordi jeg ikke ‘føler’ noget, når jeg siger den, at jeg har kasseret den. Interessant at høre, at den virker for dig!
Alligevel vil jeg påstå, at hjemmelavede bekræftelser om helt specifikke, håndgribelige ting er mere effektive, i hvert fald for mig. Generelle bekræftelser som den nævnte får let et klichépræg, og når et udtryk (og hermed også bekræftelser) går ind i sproget, bliver man mindre bevidst om indholdet.
Er der andre, der har erfaringer med bekræftelser?
lørdag, 8. august 2009 kl. 17:50
Den virkede for mig på et tidspunkt, hvor jeg præcis havde brug for dén. Nu har jeg brug for noget andet.
Det er bare “farligt” at generalisere, og sige, at den og den bekræftelse er junk og virker ikke. Vi er alle forskellige, og har brug for at høre (os selv sige) noget forskelligt.
Ofte døber vi noget, der ofte bruges som en “floskel”. Jeg mener, det er måden, man bruger det på, der ofte gør det til en “floskel”!
Just my 2 cents! :-D
Mvh
Claus
lørdag, 8. august 2009 kl. 22:02
Helt enig: man skal så vidt muligt undgå at generalisere. Hvad jeg skriver skal da heller ikke tages til indtægt for andet end mit eget synspunkt. Men somme tider kan det være nødvendigt at udtrykke sig kategorisk, dels af pladshensyn, dels fordi man risikerer at budskabet mudrer, hvis man tager for mange forbehold.
Lad mig gentage for en ordens skyld, at jeg synes, det er fint, hvis den generelle bekræftelse kan hjælpe nogen.
Tak for modspillet.