Drop kritikken – og tag ordentligt imod den

Af Red.

Gennem din skolegang er du blevet opdraget til at være kritisk. Jo flere år, du har gået i skole, jo mere kritisk er din grundindstilling. På universiteter og læreanstalter bliver du ekspert i at kritisere, analysere og pille alting fra hinanden, ikke bare når det gælder dit fag, men i det hele taget, for din skoling smitter af på alle dine andre livsområder. Hvis du ikke er på vagt, ender du med at få en kritisk holdning til alt og alle og blive en desillusioneret kyniker. Det kan komme til at veje tungt på stresskontoen.

Hver gang du føler dig fristet til at sige ’hvorfor’, så prøv i stedet med ’hvorfor ikke?’ Det vil åbne dine sanser for nye ideer, og dine omgivelser vil befinde sig bedre i dit selskab. Det betyder ikke, at du skal synes om alting eller ikke have nogen mening om noget som helst, men når det kommer til stykket, er der meget få ting, det er ulejligheden værd at kritisere, og du bliver i dårligt humør af det. Mennesker og ting er og bliver, som de er, uanset hvad du mener om dem. Det kan du lige så godt affinde dig med.

Hvis du vænner dig til at opfatte alt i bedste mening, vil du opdage, at det er de færreste mennesker, der er helt igennem rædselsfulde. De fleste har noget godt at byde på. Kort sagt: vær mindre kritisk og mere tolerant over for andre mennesker, deres fejl, fejltagelser og misforståelser. Lad være med at have bestemte forventninger til andre. Så behøver du ikke at blive vred, sur, skuffet eller jaloux, og du er mindre udsat for at blive stresset.

Når du selv bliver kritiseret
Du kan ikke gardere dig imod at blive udsat for kritik, men du kan lære at håndtere kritikken. Det kræver øvelse, men det er ikke umuligt:

  • Tæl til 10. Ingen bryder sig om at blive kritiseret, og det påvirker dig altid følelsesmæssigt. Derfor: tag en dyb indånding, inden du reagerer på kritikken, så du ikke siger noget, du kommer til at fortryde senere.
  • Vær objektiv. Se, om ikke du kan finde en kerne af sandhed i kritikken. Det vil der som regel være, også selv om kritikken umiddelbart kan virke urimelig eller unuanceret. Måske har din kritiker bare en dårlig dag — måske er der faktisk noget i kritikken, du kan bruge.
  • Reagér positivt. Hvis der ikke er substans i kritikken, kan det være fristende at give igen af samme skuffe. Lad være med det. Det fører kun til endeløs mudderkastning, og ingen får det bedre af at svine andre til. Hvis der er publikum til kritikken ud over kritikeren selv, så vær så venlig som muligt. Det lukker luften ud af kritikken, du vil blive respekteret for det, og du vil have det meget bedre med dig selv. Hvis der ikke er noget publikum, kan du vælge at ignorere usaglig kritik. Under alle omstændigheder: lad være med at tage kritikken personligt — den siger mere om kritikeren end om dig.

Hvordan takler du kritik?

Se også:

  • (ingen andre indlæg, der ligner)

2 kommentarer til “Drop kritikken – og tag ordentligt imod den”

  1. Lotte skriver:

    Jeg er sørme ikke ret god til at modtage kritik – i hvert fald ikke fra mennesker, som betyder meget for mig. Og det er slemt, hvis kritikken ikke er konstruktiv.
    Men jeg arbejder på at blive bedre til at modtage netop kritik, for selvfølgelig er kritik af og til helt berettiget – men lige så ofte kan jeg måske opfatte noget som kritik, der slet ikke var ment sådan. Man siger jo, at 10% af alting er fakta og resten er fortolkning. Sådan er det vel også imellem mennesker…

    SvarSvar
  2. Uffe Stenstrop skriver:

    Ja, hvem vil ikke hellere have ros end kritik? Det er et ømt punkt for mange, og jeg kan heller ikke sige mig fri for at plumpe i engang imellem. Men kritik, der ikke er konstruktiv, fortjener ikke at blive lyttet til, og den betyder ikke noget, medmindre vi tillader den at betyde noget. Det tror jeg er vigtigt at holde sig for øje — men også, som du selv skriver, at kritik ikke altid er ment så hårdt, som den bliver opfattet, fordi vi kommunikerer forskelligt. Men som sagt: jeg er heller ikke verdensmester. Jeg øver mig stadig, og jeg er i det mindste blevet bedre til at lytte til kritik, end jeg har været, og rigtig god til at ignorere, når det er påkrævet. Så jeg fortsætter med træningen.

    Hvordan gik det for resten med stressfri juni?

    SvarSvar

Skriv en kommentar

Get Adobe Flash playerPlugin by wpburn.com wordpress themes