Biler og stress
Hvis du kører i bil en time om dagen, vil du komme til at tilbringe op imod halvandet år af dit liv i en bil, så du kan lige så godt sørge for at få det bedste ud af transporttiden. En måde at gøre det på er at gøre det modsatte af, hvad de fleste bilister gør: vær lidt venlig over for dine medbilister.
Der er muligheder nok for at praktisere medmenneskelighed i trafikken: hold tilbage ved sidevejene i myldretiden, selv om du ikke har pligt til det, giv plads for utålmodige bilister i overhalingsbanen, selv om de kører stærkere, end de må. Smil, vink og lad være med at lade dig provokere af eventuelle fuckfingre. Der findes undersøgelser, der viser, at venlighed i trafikken smitter.
Ret beset er det ikke alle bilister, der er idioter, selv om det kan virke, som om antallet er i stærk stigning. I hvert fald bliver der flere og flere bilister på vejene. Men formentlig er ni ud af ti af dine medbilister pæne, lovlydige borgere som dig selv. Det er nummer 10, der er skyld i al balladen, fordi han fylder så meget, at han tillsyneladende er overalt. Lad ham passe sig selv, og brug din fantasi til at gøre opholdet bag rattet så behageligt som muligt.
Stressen lurer også om hjørnet, når du sidder fast i en kø og ikke kan komme nogen vegne. Men i stedet for at blive irriteret over trafikken kan du tage nogle enkle forholdsregler, der gør det mindre enerverende at komme frem og tilbage:
- Sørg for at tilbringe så lidt tid som muligt på vejene — tag hellere tidligere af sted om morgenen, og kør tidligere hjem.
- Hold din bil ved lige — få den repareret, så snart der er noget galt med den.
- Gør plads til forsinkelser i din tidsplan.
- Hav altid cd’er med behagelig musik i bilen.
- Brug tiden i bilen til at lægge planer for dagen.
Det er faktisk også muligt at dyrke motion, når du sidder fast i en trafikprop: drej dig fra side til side, rul med skuldrene, flyt vægten fra balde til balde, og stræk armene ud over rattet. Det hjælper på dit velbefindende og får dig til at tænke på noget andet.
Flere gode råd?
