Vær kræsen med dine venner
Du kan ikke undgå at blive påvirket af dine omgivelser. Du er farvet af alt, hvad der foregår omkring dig — alt hvad du ser, og alt hvad du hører.
Dette indlæg vil sikkert være kontroversielt for nogle, men for din egen skyld skal du være på vagt over for mennesker, der trækker dig ned, får dig til at føle dig dum eller ustandselig vil fortælle dig, hvad du skal gøre, sige, tænke, og hvad du skal have på til din tantes havefest. Hold dig langt væk fra dem! Sørg for at omgive dig med mennesker, der respekterer dig, anerkender din ret til selv at vælge og bakker dig op i det, du gør.
Vi er alle sammen forskellige: indadvendte eller udadvendte, rastløse eller stillesiddende, intellektuelle eller praktiske, åbne eller reserverede og alt muligt andet. De fleste er en blanding af det hele, og nogle egenskaber finder du mere spændende end andre.
Alle kender mennesker, der lyser op i et lokale, så snart de træder ind. Godt humør smitter. Det gør dårligt humør desværre også, og pessimister har den samme evne til at påvirke dig. Heldigvis vælger du selv, hvem du vil omgås.
Tænk over, hvem dine venner er. Har du venner, som du ville være bedst tjent med at skille dig af med? Har du mistet forbindelsen med venner, som du skulle have holdt fast ved?
Der findes ja-mennesker og jamen-mennesker. Tag et stykke papir og skriv navnene ned på dine venner, søskende, fætre, kusiner, og hvem du ellers omgås. Ud for hvert navn skriver du tre ord, der beskriver deres personlighed. Hvis du har skrevet glad, munter, udfarende, generøs, entusiastisk eller lignende, er det ja-mennesker. Har du skrevet brokkehoved, negativ, jammerkommode, trist eller kedelig, er det jamen-mennesker.
Du graver din egen grav, hvis du omgiver dig med mennesker, der har et overforbrug af ordet ‘jamen’. De er pessimister, der altid kan finde noget at indvende, uanset hvad du siger eller foretager dig. Det er som at drukne i kold sovs at føre en samtale med dem.
Hvis du tænker på at skifte job, flytte, gifte dig eller blive skilt, så skal jamen-misbrugerne nok gøre, hvad de kan for at få dig på bedre tanker: ‘Jamen, har du nu også kvalifikationerne?’ ‘Jamen, det er da alt for langt væk!’ ‘Jamen, er det ikke lidt for tidligt?’ ‘Jamen, er det ikke lidt for sent?’ ‘Jamen, hvad så med børnene?’
Omvendt med ja-mennesker. Det er ikke det samme som ukritiske rygklappere. Ja-mennesker er dem, der ser muligheder i stedet for begrænsninger og støtter dig, fordi de tror på dig. Men under alle omstændigheder kommer du længere med et heppekor end uden!
Det kan være, det viser sig, at du har en del jamen-folk tæt på. Mennesker, der ikke støtter dig, når du har brug for det, som ikke glæder sig på dine vegne, når det går godt, eller som aldrig nogen sinde hjælper dig. Mennesker, som ikke bestiller andet end at beklage sig over, hvor forfærdeligt de har det og hele tiden kræver, at du står til rådighed for dem. Hvordan takler du den slags venner?
Der kan være god grund til at prøve at hjælpe, støtte og holde fast ved mennesker, der er ved at drukne sig selv og andre i pessimisme og negativitet — hvis det er nogen, der betyder noget for dig. Alle møder modgang og har brug for hjælp i perioder. Men hvis der ikke er tegn til, at det ændrer sig på et tidspunkt, og de begynder at trække dig med ned i stedet for, skal du overveje alvorligt, hvor tæt på du vil have dem. Hold dig til mennesker, der — i hvert fald det meste af tiden — er i balance med sig selv. Du kan ikke regne med at få et velfungerende liv, hvis du omgås højvedligeholdelsespersoner, der har det elendigt med sig selv og heller ikke er indstillet på at lave om på det.
Og ingen kommer op af et hul ved at trække andre ned i det.
Se også:
mandag, 6. juli 2009 kl. 11:00
Dette har jeg tenkt mye på, og jeg skulle gjerne blogge om det selv, – men det er veldig vanskelig. For meg handler det ikke om mennesker som drar meg ned, – sånne mennesker omgås jeg heldigvis ikke, – selv om det nok er en tilfeldighet. Jeg er mer opptatt av det jeg har begynt å kalle tomgangsvenner. I Norge har vi noe som heter omgangsvenner. Det er våre venner, både de nære, kjære og de litt fjernere, alle dem vi kjenner godt og som vi inviterer i middagsselskaper av og til, ringer til og er en del sammen med.
For meg har noen av disse vennene etter hvert utviklet seg til å bli tomgangsvenner. En gang i tiden fylte vi behov hos hverandre. Vi hadde alle små barn, og det var hyggelig å være sammen rundt ungene. De lekte, vi fikk en voksenkveld der vi kunne diskutere felles problemer og snu verden litt. Sånn er det ikke lenger. I likhet med noen ektepar, mener jeg vi har vokst fra hverandre, og jeg kjenner at vi ikke gir hverandre noe mer. Det er flatt og dødt og uinteressant, og når vi er sammen så snur vi ikke lenger verden. Problemet er at jeg ikke tror de har det på samme måte, – jeg er faktisk overbevist om det. Vi har en lang felles historie, og det ville kanskje være både stygt og vondt å trekke seg helt unna. Jeg har prøvd, men det funker ikke. De ber oss, – vi sier nei et par ganger, – de ber oss igjen. Vi sier ja, – en gang, to ganger, – og så føler vi at vi må invitere dem til oss, – og så er vi i gang igjen.
Jeg fyller 50 år i år, en dag skal jeg dø. Nå har jeg lyst til å fylle dagene mine bare med det jeg MÅ (for noen mellommenneskelige forpliktelser har man jo), og det jeg VIL.
Takk for fin post.
mandag, 6. juli 2009 kl. 11:47
Det er et meget interessant emne, du bringer på bane, Kontra, og jeg er sikker på, at de fleste kender det. Jeg kan selv nikke genkendende til situationen, hvor man forsøger at unddrage sig nogle menneskers selskab, fordi samværet med dem ikke længere føles givende og ikke udvikler sig – ikke fordi de har gjort en noget. Derfor har man heller ikke lyst til at såre dem.
Jeg har desværre ikke nogen bedre løsning på hånden, end den du selv har forsøgt. Hvis man ikke har lyst til at sige som det er, har jeg svært ved at se, at man kan gøre andet end at trække tiden og lade være med at invitere igen i håb om at signalet vil blive opfanget. Problemet er, at man kommer til at føle sig lidt fej, selv om man gør sit bedste for at vælge den mest nænsomme måde. Det ville være meget nemmere, hvis ‘tomgangsvennerne’ (genialt ord – tak for det!) havde opført sig uforskammet eller urimeligt, så man kunne sige utvetydigt fra.
Hvis man virkelig ikke kan leve med dobbeltspillet længere, er der vist ikke nogen anden udvej end at tage en dyb indånding og sige det ligeud på en pæn måde. Det er ikke sikkert, at det vil blive forstået, men man vil helt sikkert have det bedre med sig selv.
Andre forslag?
mandag, 6. juli 2009 kl. 16:45
Jeg følte mig fristet til starte denne kommentar med “jamen” – men det lader jeg være med.
Jeg kan godt følge dig i, at man skal lade være med at blive trukket ned af negative, livsangste og herskesyge “venner”. Men jeg mener, man er ilde stedt, hvis man ikke kan have venner, der siger deres mening rent ud om ens forehavender og evt. siger til, hvis de mener, man er ude på et sidespor. Så det gælder vel i høj grad om at kunne skelne mellem de to slags?
mandag, 6. juli 2009 kl. 17:19
Jeg er bestemt ikke ude på at sortere konstruktive kritikere fra – dem vil jeg tværtimod anbefale at samle på. Men menings- og udsigtsløse beklagelser er der ingen, der har brug for. Jeg er ked af, hvis jeg ikke fik gjort den forskel klar nok.
mandag, 6. juli 2009 kl. 21:01
Mit liv ændrede sig radikalt da jeg fik det råd at lægge mærke til alle de små syrligheder, som nogle mennesker udsender helt ubevidst for at have kontrol med omgivende mennesker.
Det forhindrer ikke at man værdsætter de positive sider, som samme mennesker har, men min pointe er som du indleder, at man ikke skal lade sig suge ned i depression eller skyld af andre menneskers negative holdninger. Somme tider spørger jeg mig hvordan man kan vende en negativ hadekritik til noget positivt, det kan fx. være ved at se om der er et fælles mål “en etage højere oppe”.
mandag, 6. juli 2009 kl. 21:54
Tak for kommentaren, Donald. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du mener med ‘et fælles mål højere oppe’. Har du lyst til at uddybe?
tirsdag, 7. juli 2009 kl. 00:29
Det er sværere end jeg troede. En ofte brugt metafor er “helikopterperspektiv”, hvormed man mener “den egentlige grund til at vi er samlet på denne arbejdsplads, dette skib eller denne familie”.
Jeg prøver at forstå, hvorfor folk kommer til et møde og når diskussionen bølger, prøver jeg at lokalisere de fælles mål; det kan være interessen i at få flere glade studerende til/ud af RUC, eller det kan være den faglige interesse for åbne IT systemer, som som overholder kravene til netværk etc.
Man kan måske tale om, at nogle mennesker har en tilbøjelighed til at grave sig ned i detailler, når det gælder om at skabe et bredere grundlag for samarbejde.
Bedre tror jeg ikke at jeg kan forklare det.
Der er forhold, hvor man må give op. Først og fremmest når der er kriminel eller voldelig adfærd, men selv dér kan man indimellem hjælpe ved at sætte ord på følelserne.
tirsdag, 7. juli 2009 kl. 00:30
Undskyld sproget – “[...] på denne arbejdsplads” (på dette skib eller i denne familie).
tirsdag, 7. juli 2009 kl. 09:02
Det gælder jo om at beskytte sig selv, og hvis man kan minimere skadevirkningerne af negativitet ved at indtænke den i en større sammenhæng, er det en meget tiltalende måde at gøre det på. Allligevel mener jeg, man skal være på vagt, fordi det også påvirker en ubevidst bare at lægge øre til beklagelser.
Tak for en meget interessant og anderledes vinkel på emnet!