Tænk over hvad du siger
Som et eksperiment har Lotte på bloggen Reiters Bureau forbudt sig selv at bruge ordet ‘stress’ i hele juni. Ideen er at ‘flytte fokus fra stressbegrebet’, som hun skriver, for at se om det vil påvirke stressniveauet i gunstig retning.
Jeg synes, det er et spændende eksperiment. Det er en kendsgerning, at jo mere vi fokuserer på en bestemt ting, jo mere fylder det i vores bevidsthed, og vi kan risikere at fokusere så meget på noget, at vi får en helt forkert opfattelse af dets betydning.
De ord, vi bruger, påvirker vores måde at tænke på. Ordene skaber vores tanker, og tankerne skaber vores virkelighed. Hvis du vil have indflydelse på din egen virkelighed, må du tænke over dit sprog. Det er ikke ligegyldigt, hvilke ord og sætninger, der kommer ud af din mund.
Det er selvfølgelig på sin plads at kalde det en dårlig dag, hvis du står oppe på toppen af det skæve tårn i Pisa den dag, det braser sammen (jeg kan ikke huske, om man må gå op i det for tiden, men never mind!). Men det er overdrevet at tale om ‘en katastrofe’, bare fordi kopimaskinen ikke virker, eller du kommer for sent til toget. Der er ingen grund til at frådse med sproget, bare fordi det er gratis.
Når du siger, at du er stresset, er du så sikker på, at det passer? Eller havde du bare en krævende opgave? Stress er som bekendt ved at være en folkesygdom i denne del af verden, men samtidig er der også ved at gå inflation i ordet ‘stress’.
Her er en alternativ øvelse til Lottes eksperiment: prøv i den kommende uge at finde nogle andre, mere positive ord, når du er tilbøjelig til at hente ‘stress’ ned fra den sproglige lagerreol. Måske er det ‘stress’, der dækker bedst, men lad være med at bruge det bevidstløst, bare fordi det er det første ord, der falder dig ind. Det ender med, at du selv tror på det uden grund. Ord er kraftfulde, og de smitter. Vælg dine ord med omhu, og spar på ‘stress’ — det er ikke noget at spøge med.
På den anden side skal du selvfølgelig heller ikke fortrænge det, hvis det er alvorligt. Alvorlige tilfælde af stress kræver professionel behandling.
Held og lykke til Lotte! Jeg håber, hun følger op på ’sagen’ om en måneds tid.

onsdag, 3. juni 2009 kl. 08:44
Jamen, det var dog den skønneste blog, tak for den! Kloge og besindige gode ord og råd. Jeg behandler jo medicinsk uforklarede symptomer og mange af disse er ofte ubevidst stress relaterede.
onsdag, 3. juni 2009 kl. 09:01
Tak, Anne Moloney, du er velkommen!
onsdag, 3. juni 2009 kl. 18:40
Ordet stress var et ord jeg på ingen måde ville tage i min mund sidste år. Først 3 uger efter sygemeldingen brugte jeg det farlige ord. For at sige det højt var jo, at erkende det.
Jeg følte netop ordets brug i dagligdagen gjorde det svært at bruge i den “virkelige” situation. Hvor ofter hører vi ikke om “en stresset morgen”, “vi stresser afsted” osv. Det virkede så slidt og dækkede slet ikke over det følelsesmæssige hul jeg befandt mig i. Så jeg bakker helt klart op om, at man bør bruge ordet med omhu.
onsdag, 3. juni 2009 kl. 18:43
Tak Uffe!
Jeg er helt enig med dig i, at man ikke skal forsøge at fortrænge alvorlige tilfælde af stress, hvis det rent faktisk er det, der er tale om – kræft går jo heller ikke væk, fordi man ikke taler om det. Men det er lige netop den overdrevne brug af ordet, som jeg forsøger at gøre op med, fordi jeg lidt for mange gange den seneste tid har taget mig selv i at tage det i min mund. Og enten er jeg bare blevet mere opmærksom på det, eller også er der simpelthen en tendens (fyord, sorry) til, at der bliver talt mere og mere om stress – og det tror jeg ikke nødvendigvis, at folk bliver mindre stressede af…
Jeg skal nok lave en opsamling, når jeg har en idé om udfaldet af eksperimentet. Hvis andre har lyst til at være med, skal de være velkomne :-)
onsdag, 3. juni 2009 kl. 18:51
Jeg venter i spænding – og fortsat held og lykke :-)
onsdag, 3. juni 2009 kl. 18:55
Takk igjen for tankevekkende ord i din blogg. Et vemmelig ord dette S-ordet! Tankens kraft… Skal prøve å unngå ordet. Nå SKAL jeg bli mer bevisst på hva jeg sier og tenker.
Ha en fin aften!
onsdag, 3. juni 2009 kl. 19:38
Tak for din erfaring, Fru E. Ja, når et ord glider ind i sproget, glider det ud af bevidstheden. Men somme tider er ’stress’ det rigtige ord at bruge.
onsdag, 3. juni 2009 kl. 19:38
I lige måde, Randis Tanker!